Tanker mens jeg venter på mit manuskript
Venter jeg på Godot? Nah, forhåbentligt ikke. Men der bliver ventet. Jeg har nemlig sendt mit manuskript ind til forlaget. Så nu er jeg midt i den svære ventetid, hvor jeg ikke kan gøre mere. Før jeg får min redigerede tekst tilbage, vel at mærke.
Det er lidt ligesom at have afleveret en eksamensopgave. Nu er er det for sent at komme i tanke om mere, der skulle have været nævnt, flere rettelser eller nye vinkler. Der er ikke andet for, end at vente på sin karakter.
Og dog. På den anden side er det jo helt anderledes, selvom der følelsesmæssigt er visse ligheder. For jeg kan tilføje noget. Jeg får chancen for at rette igen, og jeg kan lave noget om. Bare ikke endnu. Forlaget skal lige komme med deres redigering først, og så bliver det min tur.
På den ene side kan jeg ånde lettet op. Jeg klarede det, jeg blev færdig, jeg indsendte min bog.
På den anden side er det jo kun en midlertidig lettelse. Jeg kommer til at skulle forholde mig til det hele igen helt forfra. Og ikke mindst forholde mig til en anden persons tanker og meninger om, hvordan det skal være.
Den slags kan man blive helt nervøs af at tænke på. Hvad nu hvis min redaktør vil lægge en anden linje? Ændre ting jeg er glad for? Tilføje ting jeg ikke bryder mig om? Ændre min tone?
Den slags tanker gør ventetiden svær. Den slags tanker får ventetiden til at minde om at vente på sin eksamenskarakter.
Og så er jeg ikke en gang nået til at vente på noget endnu mere nervepirrende: læsernes modtagelse!
