Og “Den mørke Mare”
Mega lykke og fryd! Min novelle “Den mørke Mare” bliver udgivet i Forlaget Petunias antologi Mørkets Gerninger. For det skylder jeg også en tak til Skrivkrampe.dk for det var her, jeg opdagede muligheden. Her så jeg nemlig et opslag om en konkurrence. En konkurrence om at komme med i en gyserantologi som jeg straks besluttede, at jeg absolut måtte deltage i.

Så var der bare et lille problem. Jeg er ikke god till gys og horror, hverken på film eller på skrift. Jeg bliver rent ud sagt bange for alvor ved bare at et se et klip af en gyserfilm. Så hvordan skulle jeg kunne skrive indenfor genren? Jeg kan ærlig talt ikke rigtig fortælle, hvordan jeg løste opgaven med min manglende baggrund og erfaring. Jeg fik ideer og skrev og blev ved med at skrive fra dag til dag.
Selvfølgelig ikke om aftenen – det ville have været for uhyggeligt.
Og sådan blev det ved indtil jeg til sidst sendte min novelle ind. Så kom selvfølgelig ventetiden – ville det lykkes eller ej? I kan tro jeg blev glad, da en mail pingede ind i indbakken med besked om, at jeg var kommet med.
Herefterfulgte selvfølgelig en redigeringsproces, og jeg må sige, det var en positiv og lærerig oplevelse. Og nu er den på vej, Mørkets Gerninger med min mørke mare indeni. Den udkommer i forbindelse med Bogforum 2019, så hvis du kommer der forbi, så glem ikke at komme omkring Petunia. Jeg glæder mig til at holde den i hænderne.