Om at tænke ”pyt” og bare trykke på send.
”Hvis dit mål er at ramme alle, så rammer du ingen.”
”Hvis alle kan lide dig, har du ingen kant.”
”Man skal kunne mærke dig, og så vil der være nogen der ikke kan lide dig.”
Alle tre sætninger, der omhandler det samme gode råd, som jeg har hørt omtalt i en eller form i forbindelse med at være til stede online, bl.a. fra Facebook-guruen Trine Ravnkilde: vis, hvem du er og pyt med, at du ikke er noget for alle. Ja faktisk skal man være glad for, at ikke alle bryder sig om en. For man kan netop ikke gøre alle tilfredse, og det skal man heller ikke. Man skal tale til dem, man gerne vil nå ud til – ikke alle mulige andre – og gider de ikke lytte, ja så er de ikke et godt match med en. Hvilket helt i orden.
Pyt, bare ud med det
Dette er noget jeg stadig godt kan have lidt problemer med, når jeg poster på sociale medier. Så ofte gentænker jeg lige, om et opslag er noget, jeg tør sende ud æteren, inden jeg trykker på ”send”, ”post”, ”slå op” eller hvad der nu måtte stå. Jeg vil jo nødig skræmme nogen væk, men til gengæld kan jeg risikere at kede nogen væk – og det er da værre. Jeg øver mig i at tænke ”pyt”. Nogle gange bliver tanken om, at det er godt at vise kant og at folk kan mærke, hvem jeg er, dog overrumplet af en anden tanke; frygten for ubehagelige kommentarer. Det er her jeg i høj grad skal øve mig i at hamre pyt-knappen i bund, og sende det ud, jeg har lyst til.
Den person jeg faktisk skal gøre tilfreds – ud over mig selv
At kunne tænke ”pyt” er ikke bare en rar ting at kunne på sociale medier, eller i livet i det hele taget. Det er også vigtigt som forfatter. For man vil uvægerligt støde på en masse folk, der ikke er vilde med det, man skriver. Og heldigvis. Hele verden kan ikke være min målgruppe. Det vigtige for mig er at skrive det, jeg ønsker at skrive og som kommer til mig. Når jeg skriver på mine skønlitterære tekster, har jeg pludselig meget nemmere ved at trykke på pyt-knappen, og skrive, hvad jeg vil, velvidende, at det ikke er noget for alle.
Jeg skal ikke gøre alle tilfredse, men der er dog én, som det er ret vigtigt at gøre tilfreds: redaktøren. Men før eller siden skal man jo så tage mod til sig og få trykket ”send” på sit manuskript og afvente redaktørens dom. Det føles lidt som at være til eksamen. Skræmmende mens det foregår, men skønt når det er veloverstået og bogen er færdig.
Uha, uha
Men så, når ens bogbaby er ude i verden, så kommer frygten. Frygten for – gisp – dårlige anmeldelser. Den er endnu værre en frygten for trælse kommentarer på sociale medier. ”Fordelen” ved at være ganske ukendt er, at det er sparsomt med anmeldelser og de er typisk skrevet af folk, der har sagt ja til at anmelde, fordi de synes bogen lød spændende. Derfor har jeg endnu frygten for min førstedårlige anmeldelse, så jeg øver mig i at have den indre pyt-knap parat.
Pyt er altså et ret essentielt ord, hvis man skal begå sig med ro i maven. Hele verden skal ikke være mine fans. Når bare redaktøren er tilfreds, skal det nok gå. Og tør jeg lade folk mærke, hvem jeg er på det der internet, så går det endnu bedre. Tak pyt-knap.
